Konfirmation i Skt. Andreas Kirke
Informationer om bl.a. konfirmationsdatoer, tilmelding og øvrige forældreinformationer findes på forældresiden
Hvorfor gå til præst?
Selvfølgelig for at blive konfirmeret - en dag, hvor man bliver fejret i kirken og som regel hjemme - men vel også for at få svar på nogle af de spørgsmål, som mange stiller, som f.eks.:
- Kan man både tro på Gud og på the Big Bang?
- Hvor kommer jeg fra? Har jeg levet før?
- Hvad sker der, når jeg dør? Sker der noget?
- Er der en mening med livet?
- Dur jeg til noget?
- Er der mere end det, man kan se og måle?
- Hvis Gud er god, hvorfor er der da så meget ondt i verden?
- Hvem var Jesus, og hvad ville han?
Det er nogle af de spørgsmål, der bliver taget op, når man går til præst - eller til konfirmationsforberedelse, som det officielt hedder.
Hvad hører med til konfirmationsforberedelsen?
Det er 100% frivilligt, om du vil gå til præst og blive konfirmeret. Hvis du er usikker, så er du bestemt ikke den eneste. Du er altid velkommen til at være med fra starten for at finde ud af, om det er noget for dig. Du kan til enhver tid melde fra igen, men vil du konfirmeres, må du naturligvis have fulgt hele konfirmationsforberedelsen, som indbefatter:
1) At vi fra september til konfirmationen (normalt april/maj) mødes én gang om ugen kl. 8.00-9.30 i Skt. Andreas Kirke.
2) En konfirmandlejr i september eller oktober, hvor alle konfirmander, præster og frivillige medarbejdere ved kirken tager på lejr fredag-lørdag!
3) At vi mødes til gudstjeneste mindst 8 gange i perioden for at blive fortrolige med den gudstjeneste, som også er rammen for konfirmationen.
Hvis du ikke er døbt.
Konfirmation betyder "bekræftelse" - bekræftelse af dåben. Derfor skal man være døbt for at kunne blive konfirmeret. Men selvom du ikke er døbt, kan du godt begynde konfirmationsforberedelse. For man kan nemlig godt blive døbt, når man er ung eller voksen. Men - senest omkring 1. februar skal du have besluttet dig for, om du vil døbes, så du kan blive konfirmeret sammen med de andre. For en ordens skyld: Når man bliver døbt som ung eller voksen, går man naturligvis selv op til døbefonten og kan selv svare på spørgsmålene ved trosbekendelsen.
