HVAD GØR JEG VED?

Begravelse / Bisættelse
Der er mange praktiske ting at tage stilling til, når én af ens nærmeste dør. Erfaringen viser, at de fleste foretrækker at lade en bedemand ordne papirerne i forbindelse med dødsfald, men ønsker man helt eller delvist selv at stå for det praktiske omkring begravelsen/bisættelsen, er man naturligvis altid velkommen til at kontakte præst eller kirkekontoret, der er behjælpelig med udfyldelse af dødsanmeldelse.
Ønsker man at en præst skal forestå begravelsen, så aftales en tid for en samtale som kan være enten ude i hjemmet eller hos præsten. Her vælges der salmer til begravelsen - og man snakker bl.a. om begravelseshandlingen. 

Hvad er meningen med en begravelse?
At tage afsked er en proces. Nogle gange er begravelsen/bisættelsen starten på denne proces, og andre gange er det et led i denne. Samtidig er begravelsen også et ritual, der markerer starten på en ny livsfase for de pårørende. Når begravelsen er sat ind i en kirkelig sammenhæng (som når en præst forestår handlingen), er den imidlertid også en lejlighed til at blive mindet om, at døden kristeligt talt ikke er det sidste, der er at sige om et menneskes liv. Derfor handler den prædiken, præsten holder, ikke udelukkende om den afdødes særlige historie. Den sætter også menneskelivet generelt set ind i den af den kristne forkyndelse - bl.a. forkyndelsen om livets sejr over døden, om Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Tyngdepunktet i begravelsen er dog ikke prædikenen men jordpåkastelsen. De tre skovlfulde jord, der peger tilbage på dåbens tre håndfulde vand. Herved siges det, at dåbens løfte om Guds omsorg gælder uforandret - også i døden.